Symptomer på diabetes type 2
Hvad kan være symptomer på type 2-diabetes
• Man er træt.
• Man er tørstig.
• Man har hyppig vandladning.
• Man kan eventuelt miste appetitten og tabe sig.
• Man har kløen omkring kønsorganerne.
• Man har nemmere ved at få infektioner i huden, munden eller skeden.
• Man er længere tid om at hele sår og infektioner rundt om på kroppen.
Disse symptomer skyldes især det høje blodsukker, som bevirker, at sukker begynder at blive udskilt i urinen, samt en mangel på sukker (energi) i cellerne.
Som nævnt sker udviklingen af det høje blodsukker ved type 2-diabetes oftest meget langsomt over mange måneder eller år. Derfor vil mange mennesker med type 2-diabetes gradvist vænne sig til tilstanden og derfor kun have få eller slet ingen symptomer, når de får konstateret diabetes eller senere i diabetes-forløbet.
Hvornår skal man være særlig opmærksom?
• Hvis man har type 2-diabetes i den nærmeste familie.
• Hvis man er overvægtig.
• Hvis man tidligere har haft graviditets-diabetes.
• Hvis man har forhøjet blodtryk eller forhøjede fedtstoffer i blodet (kolesterol eller triglycerid).
• Hvis man har haft en blodprop i hjertet eller hjernen.
• Ved brug af nogle typer medicin - specielt binyrebarkhormon og psykofarmaka.
Hvad kan man gøre for at undgå at få type 2-diabetes?
• Undgå at blive overvægtig eller forsøg at komme ned i vægt hvis overvægtig.
• Dyrk regelmæssig motion.
• Bliv undersøgt hos lægen hvis man er i tvivl, om man har fået diabetes eller har forstadier til diabetes.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen stilles ved to målinger af det såkaldte 'langtidsblodsukker' (HbA1c). Denne prøve, som også anvendes under diabetesbehandlingen, er et udtryk for den gennemsnitlige sukkerkoncentration i blodet de seneste otte uger, når prøven tages. Begge målinger skal være 48 mmol/mol eller derover for, at diagnosen kan stilles.
I sjældne tilfælde kan HbA1c-prøven ikke anvendes. I de tilfælde kan sukker (glukose) måles direkte i blodet (plasmaglukose):
• En gentagen prøve med fastende plasmaglukose på syv mmol/l eller derover.
Eller:
• En plasmaglukose på 11,1 mmol/l eller derover efter to timer ved en sukkerbelastningstest.
• En tilfældig plasmaglukose på 11,1 mmol/l eller derover samt symptomer på diabetes.