Kontrol af type 2 - Diabetesforeningen Danmark

Diabetesforeningen
Gå til indhold
Kontrol af diabetes type 2
Hvordan kontrollerer man bedst sin behandling?
Kontrollen af éns behandling for type 2-diabetes foregår bedst i samarbejde med ens læge og sygeplejerske, eventuelt med diætist og med det øvrige diabetes-team.
Det er vigtigt, at man får målt sin HbA1c (langtids-blodsukker) regelmæssigt, gerne hver 3.-6. måned. På den måde kan lægen se, om behandlingen eventuelt skal justeres, ofte på et tidspunkt før ændringen i blodsukkeret begynder at give symptomer, så man undgår komplikationer og senfølger.
Udover dette er det vigtigt, at man selv kan måle sit blodsukker og dermed kan holde øje med eventuelle ændringer. Blodsukkerapparatet er det vigtigste apparatur for personer med diabetes. Det sætter personen med diabetes i stand til at måle blodsukkeret og styre diabetesbehandlingen i dagligdagen. Herved kan man også måle den rette mængde medicin, man skal tage. At måle sit blodsukker er særlig vigtig, hvis man er i behandling med medicin, som kan give lavt blodsukker, hypoglykæmi (især sulfonylurinstof tabletter og insulin).
Det er vigtigt at forstå, at behandlingen er vedvarende og ikke bare en kur. Hvis man ønsker at ophøre med sin medicin på grund af mulige bivirkninger eller af anden årsag, bør man tale med sin læge, som eventuelt kan foreslå en anden behandling i stedet.
Som omtalt tidligere er type 2-diabetes en sygdom, som i en del tilfælde giver ingen eller få symptomer. Det er derfor vigtigt, at man følger de regelmæssige kontroller hos sin læge cirka hver 3.-6. måned og samtidig bliver undersøgt for begyndende skader på øjne, nyrer, hjerte og nerver som oftest én gang årligt.
Hvilke undersøgelser foretages der ved diabeteskontrollerne?
Formålet med kontrollerne er dels at sikre, at behandlingen holder sine mål, dels at undersøge, om der skulle være tilkommet komplikationer, eller om allerede tilstedeværende komplikationer er forværret.
Behandlingskontrol af diabetes og opsporing af komplikationer foregår oftest udelukkende hos den praktiserende læge, sjældnere i diabetesambulatoriet, og i nogle tilfælde hos begge. Man kan for eksempel lave rutinekontroller hos egen læge og årskontroller eller screening for senfølger i ambulatoriet.

Ved rutinekontrol hver 3. måned gennemgår man følgende:
• blodprøve til bestemmelse af HbA1c (også kaldet 'langtidsblodsukkeret’)
• hjemme-blodsukkermålinger
• kostvaner
• blodtryk
• vægt
• prøver og undersøgelser efter individuelt behov
• gennemgang og eventuel justering af den medicinske behandling.

Ved årskontroller gennemgår man følgende:
• blodprøve til bestemmelse af HbA1c
• blodprøve til bestemmelse af fedtstoffer i blodet (kolesteroler og triglycerid)
• blodprøve til bestemmelse af nyretal (kreatinin) og salte (natrium og kalium) i blodet
• blodtryk
• urin til bestemmelse af æggehvidestofudskillelse (urin-albumin)
• øjenundersøgelse med nethindefoto (hos øjenlæge eller i øjenscreeningsklinik)
• fodundersøgelse, vibrationssans og/eller følesans samt pulsen i fodens blodårer
• eventuelt hjertediagram (ekg)
• vægt
• motionsvaner
• rygning
• gennemgang af injektions-steder og -teknik ved insulinbehandlingen
• gennemgang og eventuel justering af den medicinske behandling.


Advarsel mod type 1 diabetes
Tilbage til indhold