Kan type 2 helbredes - Diabetesforeningen Danmark

Diabetesforeningen
Gå til indhold
Kan diabetes type 2 helbredes.
Type 2-diabetes - en kronisk sygdom der ikke kan helbredes.
Har man fået diagnosen type-2 diabetes, har man den for resten af livet. Men livsstilsændringer og vægttab kan få sygdommen til at 'gå i hi', det vil sige, at blodsukrene kan blive normale en tid, men vil stige igen hvis man for eksempel igen tager på i vægt.

Selvom man vedvarende har fået ændret livsstil og er i medicinsk behandling, vil sukkersygens naturlige forløb betyde, at sygdommen langsomt ofte udvikler sig. Det skal forstås sådan, at éns insulinproduktion ganske langsomt aftager med cirka 5 procent om året. Den medicinske behandling skal derfor justeres jævnligt, og behandling med insulin kan blive nødvendig efter et antal år. Man bør derfor gå til kontrol hos sin læge cirka hver 3.-6. måned. Her gennemgår lægen bl.a. langtidsblodsukkeret, HbA1c, som er udtryk for gennemsnitsblodsukkeret de sidste 2 måneder, vægt, blodtryk, kolesterol, livsstil og behandlingsmål. Man bør være enige med sin læge om målene for de 3 vigtigste ting: blodsukker, blodtryk og fedtstof i blodet.

De optimale mål man normalt stræber mod er:
HbA1c på 53 mmol/mol eller lavere (i starten 48 mmol/mol).
Blodtryk mindre end 130/80 mm kviksølv.
Kolesteroltal mindre end 4.5 mmol/l og LDL-kolesterol (det 'farlige' kolesterol) mindre end 2.5 mmol/l.
Målene bliver dog ofte fastsat individuelt sammen med lægen. Én gang årligt foretager lægen en grundigere undersøgelse med en gennemgang af senfølger, ligesom da man fik konstateret diabetes.

Den medicinske behandling for blodsukker, blodtryk, kolesterol og eventuelle senfølger er permanent, livslang behandling – og altså ikke en 'kur', som skal overstås. Det samme gælder livsstilsændringerne: De nye vaner skal fastholdes for at have effekt. Fastholdte livsstilsændringer og evt. vægttab er også nødvendig for, at den medicinske behandling virker optimalt. En god kontrol af blodsukker, blodtryk og fedtstoffer i blodet er helt afgørende for at undgå senfølger fra øjne, nyrer og nerver og blodpropper i hjerne og hjerte.

Type 2-diabetes og infektioner.
Mennesker med diabetes har generelt let øget risiko for infektioner. Det gælder især mennesker med dårligt reguleret diabetes, ældre med diabetes og mennesker med diabetes, der samtidig har andre kroniske sygdomme som for eksempel KOL, hjertekarsygdom og nyresygdom. Disse mennesker er i særlig risiko for at få en alvorlig infektion. Det gælder også, at disse mennesker kan bliver alvorligt syge i forbindelse med en virussygdom som influenza eller corona-virus (COVID-19).

Det anbefales derfor, at alle med type 2-diabetes lader sig influenzavaccinere hvert år. Ligeledes anbefales det, at mennesker med type 2-diabetes, og som er i ovenstående risikogruppe, er særlig opmærksomme på at undgå smitte med COVID-19, det vil sige er særlig opmærksom på de forholdsregler, som sundhedsmyndighederne melder ud. Under især virusepidemier anbefales det, at man holder sig opdateret via sundhedsmyndighedern og via diabetesforeningen og ved tvivl at man kontakter sin behandler.

Hvad der forstås ved dårligt reguleret diabetes er et skøn, men en tommelfingerregel for en øget risiko for alvorlige infektioner er et langtidsblodsukker (HbA1c) på 70 mmol/mol eller derover, eller et vedvarende blodsukker på 11-12 mmol/l eller derover.

I forbindelse med infektionstilstande, ved virusinfektioner såvel som andre infektioner, og især hvis man også har feber, vil man typisk opleve, at ens blodsukre kan stige i en periode. Det er derfor vigtigt at måle sine blodsukre hyppigere, når man har en infektion og kontakte sin behandler, hvis blodsukrene er vedvarende forhøjet med henblik på eventuelle ændringer i ens behandling.

Udsigt for fremtiden
Overordnet har eller får halvdelen af personer med type 2-diabetes på et tidspunkt senfølger til sygdommen, men selv her kan disse ofte holdes i ave med medicinsk behandling. De tre vigtigste faktorer for at forhindre senfølger eller yderligere udvikling heraf er:
at følge regelmæssige kontroller.
at tage sin medicin regelmæssigt.
at fastholde livsstilsændringerne.
Advarsel mod type 1 diabetes
Tilbage til indhold